DET KÆRLIGE TILBAGEBLIK PÅ DAGEN

Det kærlige tilbageblik på dagen er en aftenmeditation, som har til formål at skærpe blikket for Guds nærvær i dit liv. Denne meditation kan hurtigt blive en uundværlig afslutning på din dag, og den kan praktiseres, uanset hvor du befinder dig, hvor lang tid, du har, eller hvor træt, du føler dig. Meditationen forløber således:

1. Ro på. Sæt dig eller læg dig godt til rette med Jesus ved din side. Du skal nu bruge tid sammen med en god ven. Du kan evt. forestille dig, at dagen nu skal afspilles som en film. Slap af og nyd den kommende stund.

2. Bed om oplysning til at kunne se, hvor Gud har været i løbet af din dag.

3. Se tilbage på dagen med tak. Du kan evt. bruge din åndelige dagbog til at skrive f.eks. 5 ting ned dagligt, som du siger Gud tak for. Der sker noget, når vi skriver vores tak ned. Tingene kommer til at fremstå virkelige og værdifulde, som de er. Martin Lönnebo har sagt, at ordet "tak" er de bedste øjendråber, der findes. Taknemmelighed skærper dit blik for Guds nærvær og handling.

4. Når du kigger tilbage på dagen, så prøv at være opmærksom på de følelser, der dukker op. Bliver du ked af det, tilsyneladende uden grund? Mærker du glæde?  Frygt? Vrede? Vælg én følelse, og bed ud fra den. Dine følelser prøver at fortælle dig noget. Du skal hverken analysere eller vurdere dem. Der findes ingen forkerte følelser. Bed det, der vokser frem af følelsen. Det kan være en lovprisning, forbøn, tak, en bøn om tilgivelse eller om helbredelse for nogle sår fra fortiden eller meget andet. Du kan evt. bruge din åndelige dagbog som hjælp til at skabe overblik og fastholde det fra dagen, som er vigtigst for dig

5. Til sidst ser du frem imod i morgen, deler forventninger, håb eller bekymringer med Gud og beder ham om at gøre dig åben over for hans tilstedeværelse, uanset hvad morgendagen bringer. Ønsker du at arbejde med at bryde mønstre, beder du Gud om hjælp også til dette.



Denne gennemprøvede aftenmeditation er meget fleksibel og kan afkortes, hvis det er nødvendigt. Er du i en periode, hvor al bøn forekommer uoverkommelig, eller er du meget træt, kan du kaste et kærligt tilbageblik over dagen et par minutter, før du lukker øjnene om aftenen. Hvad har været vigtigst i dag? Lad dette stå et øjeblik for dit indre blik og for Guds ansigt. Og sov så godt...

Der findes mange måder at bede Det kærlige tilbageblik på. Herunder finder du endnu en måde. Sæt dig ned, fald til ro og afspil den guidede udgave af tilbageblikket herunder.

 
 
  • Facebook
  • Twitter

©2021 by Åndelig vejledning. Proudly created with Wix.com