21-06-2019

Der bor en kyniker i mig

Oprindelig var betegnelsen ”kyniker” en positiv etikette at få sat på sig. Kynikeren var en græsk filosof, der påstod, at frihed er en indre holdning, ikke ydre omstændigheder. I dag betegner ”kyniker” et menneske, der ser på andre menneskers lidelser uden at lade sig påvirke af det.

Vi lever i kynismens tidsalder. Diskussioner på de sociale medier og i den offentlige debat afslører den generelle holdning, at man har lov til at sige hvad som helst når som helst, uanset hvad andre måtte føle og mene. Alt er tilladt, og der er ingen grænser længere. Dagligt drukner vi i information om verdens sande tilstand, men vi zapper væk og går i gang med noget andet og mere underholdende. Ingen af os kan nok sige sig fri. Der bor en kyniker i os alle.

Jesus fortalte engang en tankevækkende historie om kynismen og dens konsekvenser.   Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« (Lk. 16, 19-31).

I historien om den fattige Lazarus og den rige mand sætter Jesus ikke fokus på den rige mands formue, bolig eller fine tøj. Det, der er problematisk for Jesus, er den riges kynisme. Dag efter dag ser han den ludfattige Lazarus ligge ved sin hoveddør, og han er fuldstændig uberørt af synet. Selv efter døden, hvor den rige mand havner i dødsrigets flammehav, behandler han stadig Lazarus som en tjener, der er sat i verden for at tilfredsstille ham og hans familie. ”Sig til Lazarus, at han skal gi’ mig en dråbe vand…”, ”Send Lazarus til mine brødre for at advare dem mens tid er…”. Selv i døden er den rige ikke i stand til at se den fattige Lazarus som et menneske, som en ligeværdig.

Ved første øjekast kan kynismen se ud til at være en behagelig overlevelsesstrategi. Vi gør os hårde over for verden omkring os. ”Sådan er livet”, siger vi, og vender blikket den anden vej. For en stund undertrykker kynismen frygten for, at lidelsen en dag kunne ramme os selv. Men kynismens rare bedøvelse holder ikke. ”Kynisme virker som et lægemiddel og distancerer dig fra andre. Det er et bedøvelsesmiddel, der hjælper dig med ikke at mærke faren omkring dig, indtil dens subtile gift kommer ind i hele dit liv. I første omgang hjalp det dig helt sikkert og hjalp med at grine af din frygt. Men til sidst forgiftede den dig”, har Marcela Serrano sagt.

Vi tror, at kynismen beskytter os, men i virkeligheden æder den os op indefra. Den afskærer os fra det vigtigste af alt her i livet – at få lov til at elske og blive elsket. Dét er kynismens tårnhøje pris: Et kærlighedsløst liv, et Helvede på jorden.