04-05-2019

Lytter du? Eller hører du bare?

Et af de mest berømte Jesus-citater lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Ét af næstekærlighedens fornemste udtryk er at kunne lytte til andre.

Det er sværere, end man tror, det at lytte til et andet menneske. Langt sværere. Kun de færreste er i stand til virkelig at lytte. At lytte er meget mere end blot at høre de ord, som en anden siger. Oftest hører vi ordene, indtil vi mener nogenlunde at have fattet budskabet. Herefter fortaber vi os i vore egne tanker, ideer og meninger. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vi selv kan bidrage med af erfaringer og gode råd. I det øjeblik, at det sker, så er vi ikke længere hos modparten, men i vort eget univers. Dette kommer bl.a. til udtryk som en heftig trang til at give gode råd, når andre taler. Vi prøver f.eks. at trøste en syg ved at sige, at lægerne nok skal finde en kur. Men det er helt unødvendigt. Behandlingen skal lægerne nok finde ud af. Det, som den syge derimod ønsker, er at blive lyttet til. At blive hørt, rummet og accepteret. At kunne lytte til et andet menneske kræver derfor både en betragtelig indre ro og mod til at udholde lidelse.

At lytte er mere end blot at høre de ord, som bliver sagt. At lytte er både at være åben over for det, som et andet menneske vil sige, og at være til stede med alle sine sanser, så mennesket føler sig fuldstændig forstået og accepteret.

Virkelig at lytte kræver, at man giver afkald på sig selv for en stund. Det kræver, at man, imens den anden taler, slipper sit eget verdensbillede, sine egne idealer, alverdens gode råd, sine presserende opgaver og sine tanker og følelser, så disse ikke står i vejen for det, der bliver sagt. At lytte kræver, at vi for en stund giver slip på os selv.  

Udsigten til virkelig at skulle lytte til et andet menneske kan være skræmmende, for det kræver, at vi tør gå ind i det uforudsigelige. Det kræver, at vi tør slippe alt det velkendte og helt gå op i den anden.

Når alle sikkerhedsseler er fjernet, må vi sætte vor lid til én ting – at der er en enorm forvandlende kraft i ’blot’ at lytte. Overalt i Bibelen ser vi, at enhver form for fattigdom og afmagt tiltrækker Guds nærvær. Sådan er det også med den afmagt og fattigdom, der ligger i virkelig at lytte. Gud er kraftfuldt til stede i vores afmagt, når vi lytter. Han er der, når vi for en stund giver afkald på os selv og alt vort eget - vore egne forestillinger, meninger og gode råd. Og bare lytter.