Blog

01-06-2020

”Et liv uden refleksion er ikke værd at leve”

”Jeg bryder mig bare ikke om at spilde tid på fortiden. Jeg bryder mig ikke om at analysere mig selv. For måske vil jeg ikke synes om, hvad jeg ser.”

Der er over 2000 år imellem disse to citater. Det første stammer fra den græske filosof Sokrates, det andet fra USA’s præsident Donald Trump. Begge citater afslører, på hver deres måde, hvor meget visdom, der ligger i fortiden.  Hvad er det for en visdom og magt, som det forgangne har?

Når vi ser på det forgangne, så vil vi uundgåeligt blive konfronteret med vores egne reaktionsmønstre i forskellige sammenhænge. Så vil vi se os selv, som vi virkelig er. Hvis vi tør se ærligt på fortiden og ikke lukker øjnene for det, som vi ser om os selv, så bliver vi i stand til at arbejde med vores mønstre og tilpasse vores handlinger til vores værdier, principper og dybeste længsler. Et liv med refleksion giver os med andre ord mulighed for at leve et liv i integritet. Et autentisk liv, et liv i helhed, dvs. et liv, hvor der er en sammenhæng mellem det, som vi ønsker og drømmer om, og det, som vi rent faktisk gør.

Hvis vi ind imellem giver os tid til at se tilbage på vores liv eller vores dag, så vil vi uundgåeligt blive konfronteret med det smertefulde. Men vi vil også møde det gode, det glade og det velgørende og helende. At vi begår fejl bør ikke hindre os i at se ærligt på vores liv og reflektere over det. Hvis ikke vi tør lade os konfrontere med det svære, så vil vi aldrig få øje på det, der gjorde os godt – det, som vi tørster efter mere af.

Flere steder i Det Nye Testamente siger Jesus, at han er kommet for at give os liv, liv i overflod, overflod af liv. Ikke overflod i livet, for overflod af det ene eller det andet gør os ikke nødvendigvis lykkelige. Men overflod af liv, dvs. liv i dets højeste potens. Jesus sammenligner sig selv med en god og omsorgsfuld hyrde og verden med en fåreflok. Der er mange stemmer i verden, men hyrdens får genkender netop hans stemme. Mange stemmer flagrer i vinden. Hvilken stemme skal vi lytte til? Hvordan kan vi vide, hvilken stemme der tilhører vores hyrde?

Et godt råd er: Lyt til det, der giver dig liv. Guds gode stemme genkendes altid på én ting: Den giver dig liv. Den fører dig til liv. Overflod af liv. Guds stemme får din krop til at vågne med energi og dit hjerte til at danse af liv.

Så prøv i aften at slutte din dag af med at sætte dig stille for dig selv med en kop kaffe eller te. Tænd et lille lys og prøv så at se tilbage på dagen, som er gået. Spørg dig selv: Hvad var livgivende for mig i dag? Inviterer Gud mig i denne krisetid til at finde nye veje til mere liv end hidtil? Opdager jeg lige nu nye ting, der giver mig mere liv, og som jeg skal holde fast i fremover?

 

Du kan læse mere om dette emne i min bog I orkanens øje. En brugsbog om kristen spiritualitet (Eksistensen, 2020)

 

09-03-2020

Onsdagen efter fastelavns søndag starter fastetiden. Fastetidens 40 dage er en kristen skik. Oprindeligt afholdt man sig i fasteperioden fra at spise bestemte ting og levede mere nøjsomt end normalt. Formålet med at skære ned i fasten var, at det gav folk mulighed for op til påskens festlige dage at sætte spot på sit liv og på Guds rolle i det liv. Ofte står vi op, arbejder, spiser, sover og står op igen uden de store refleksioner over, om vi rent faktisk lever det liv, som vi gerne vil. Ofte lever vi på rutinen, og det bliver ind imellem overfladisk. Fastetiden giver os mulighed for at reflektere lidt over vores liv og vores dagligdag, skære ligegyldige ting væk og bruge noget af den overskydende tid på samvær med Gud og dem, som vi holder af.

Det er igen kommet på mode at bruge fastetiden til at afstå fra noget. Undlade at spise fede eller søde sager, undgå alkohol, minimere sin skærmtid osv. Fælles for den moderne måde at faste på er, at vi prøver at få mere kontrol over vores liv. Vi lever i et samfund, hvor det er et ideal at havde selvkontrol. Den oprindelige betydning af ”synd” er, at ramme ved siden af. Vi synder, når vi ødelægger vores eget liv og andres, fordi vi elsker for lidt. Men i dag bruger vi ordet ”synd” i nogle helt andre sammenhænge. ”Nu synder jeg”, siger vi, når vi midt i en slankekur snupper et stykke chokolade.

Men fastetiden handler ikke om at få kontrol over vores liv. Vi faster ikke, fordi vores liv skal blive perfekt. I fasten afstår vi fra nogle ikke særlig vigtige ting for at få tid til og koncentrere os om det, der for alvor er vigtigt! Og hvad er så det virkeligt vigtige? Her taler påskens begivenheder klart og tydeligt. Den Gud, som viser sig for os i påsken, er det uperfektes Gud. Det vigtige er ikke, at du har kontrol over dit liv. Det vigtige er ikke, at dit liv er perfekt, succesfuldt og fejlfrit . Det er ikke gennem selvkontrol og perfektion, at vi vokser som mennesker, men ved at leve livet det liv, som vi har fået, på godt og ondt, med hinanden efter bedste evne. Du skal ikke være perfekt. Så måske skal vi prøve at faste lidt fra kontroltrangen?

04-10-2019

Den græske filosof Sokrates blev af staten anklaget for at fordærve ungdommen ved at opfordre den til at hengive sig til filosofi og eftertænksomhed. Da han stod foren domstolen, holdt han sin berømte forsvarstale, og sagde blandt andet: ”Det uovervejede liv er ikke værd at leve…”. Med dette mente Sokrates, at et liv, præget af hovedløse rutiner, uden nogen refleksion over retning og ønsker, savner substans og indhold. At et liv, uden bevidsthed omkring, hvem jeg er, hvad jeg laver, og hvor jeg er på vej hen, er et tomt liv.

Sokrates er blevet moderne. ”Bevidsthed” er et nøgleord i dag. Mange dyrker mindfulness, som skal øge det bevidste nærvær og opmærksomheden på det, som man er i gang med lige nu og her. Nærvær i nu-et er vigtigt, men vi har også brug for at blive bevidste om det, som har været. Vi har brug for at se tilbage på og ’lukke’ dagen, når den er ved at være slut. At få de vigtigste begivenheder på plads i vores bevidsthed og i vores krop.

Der er flere fordele ved at se tilbage på dagen, når den er ved at være gået. For det første vil vi opdage, hvilke hændelser og mennesker, der virkelig var livgivende for os, og hvilke, der måske kun var det på overfladen. For det andet vil vi efterhånden blive i stand til at gennemskue, hvilke adfærdsmønstre, vi har en tendens til at gentage. Gode såvel som ødelæggende mønstre.

Anonyme Alkoholikere praktiserer et dagligt tilbageblik på den forgangne dag som en del af de 12-trin. 10. trin lyder således: ”Vi fortsatte vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks”. Alkoholikeren i helbredelse er nødt til dagligt at sikre sig, at han eller hun stadig er på rette spor, for at undgå at falde tilbage i gamle mønstre og tilbagefald. Også jesuitternes grundlægger Ignatius af Loyola (1491-1556) ser ideen i en lignende praksis. I sine Åndelige Øvelser præsenterer han ”kærlige tilbageblik på dagen”, som er beskrevet under ”Hvad er bøn” på denne hjemmeside.

Bruger vi 10-15 minutter til ved dagens afslutning at lave det kærlige tilbageblik på dagen, bliver vi bevidste omkring det, som man kan kalde ”vores hjertets bevægelser”. Hvilke tilskyndelser havde jeg i dag? Hvordan handlede jeg på dem? Hvad gjorde det ved mig og ved andre? Hvad var livgivende? Hvad var ikke livgivende? Vænner vi os til denne praksis, og bruger vi lidt tid på den dagligt, bliver vi stadig bedre i stand til at skelne mellem, hvad vi skal sige ja til, og hvad vi skal sige nej til.

Det kærlige tilbageblik på dagen er meget fleksibelt og kan tilpasses din dag. Du kan lave det, når du vil, og hvor du vil. Lav det, når du venter på bussen. Eller i bruseren. Når du lufter hunden, eller i kaffepausen. Du bestemmer selv. Men gør det!

 

21-06-2019

Oprindelig var betegnelsen ”kyniker” en positiv etikette at få sat på sig. Kynikeren var en græsk filosof, der påstod, at frihed er en indre holdning, ikke ydre omstændigheder. I dag betegner ”kyniker” et menneske, der ser på andre menneskers lidelser uden at lade sig påvirke af det.

Vi lever i kynismens tidsalder. Diskussioner på de sociale medier og i den offentlige debat afslører den generelle holdning, at man har lov til at sige hvad som helst når som helst, uanset hvad andre måtte føle og mene. Alt er tilladt, og der er ingen grænser længere. Dagligt drukner vi i information om verdens sande tilstand, men vi zapper væk og går i gang med noget andet og mere underholdende. Ingen af os kan nok sige sig fri. Der bor en kyniker i os alle.

Jesus fortalte engang en tankevækkende historie om kynismen og dens konsekvenser.   Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« (Lk. 16, 19-31).

I historien om den fattige Lazarus og den rige mand sætter Jesus ikke fokus på den rige mands formue, bolig eller fine tøj. Det, der er problematisk for Jesus, er den riges kynisme. Dag efter dag ser han den ludfattige Lazarus ligge ved sin hoveddør, og han er fuldstændig uberørt af synet. Selv efter døden, hvor den rige mand havner i dødsrigets flammehav, behandler han stadig Lazarus som en tjener, der er sat i verden for at tilfredsstille ham og hans familie. ”Sig til Lazarus, at han skal gi’ mig en dråbe vand…”, ”Send Lazarus til mine brødre for at advare dem mens tid er…”. Selv i døden er den rige ikke i stand til at se den fattige Lazarus som et menneske, som en ligeværdig.

Ved første øjekast kan kynismen se ud til at være en behagelig overlevelsesstrategi. Vi gør os hårde over for verden omkring os. ”Sådan er livet”, siger vi, og vender blikket den anden vej. For en stund undertrykker kynismen frygten for, at lidelsen en dag kunne ramme os selv. Men kynismens rare bedøvelse holder ikke. ”Kynisme virker som et lægemiddel og distancerer dig fra andre. Det er et bedøvelsesmiddel, der hjælper dig med ikke at mærke faren omkring dig, indtil dens subtile gift kommer ind i hele dit liv. I første omgang hjalp det dig helt sikkert og hjalp med at grine af din frygt. Men til sidst forgiftede den dig”, har Marcela Serrano sagt.

Vi tror, at kynismen beskytter os, men i virkeligheden æder den os op indefra. Den afskærer os fra det vigtigste af alt her i livet – at få lov til at elske og blive elsket. Dét er kynismens tårnhøje pris: Et kærlighedsløst liv, et Helvede på jorden.

04-05-2019

Et af de mest berømte Jesus-citater lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Ét af næstekærlighedens fornemste udtryk er at kunne lytte til andre.

Det er sværere, end man tror, det at lytte til et andet menneske. Langt sværere. Kun de færreste er i stand til virkelig at lytte. At lytte er meget mere end blot at høre de ord, som en anden siger. Oftest hører vi ordene, indtil vi mener nogenlunde at have fattet budskabet. Herefter fortaber vi os i vore egne tanker, ideer og meninger. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vi selv kan bidrage med af erfaringer og gode råd. I det øjeblik, at det sker, så er vi ikke længere hos modparten, men i vort eget univers. Dette kommer bl.a. til udtryk som en heftig trang til at give gode råd, når andre taler. Vi prøver f.eks. at trøste en syg ved at sige, at lægerne nok skal finde en kur. Men det er helt unødvendigt. Behandlingen skal lægerne nok finde ud af. Det, som den syge derimod ønsker, er at blive lyttet til. At blive hørt, rummet og accepteret. At kunne lytte til et andet menneske kræver derfor både en betragtelig indre ro og mod til at udholde lidelse.

At lytte er mere end blot at høre de ord, som bliver sagt. At lytte er både at være åben over for det, som et andet menneske vil sige, og at være til stede med alle sine sanser, så mennesket føler sig fuldstændig forstået og accepteret.

Virkelig at lytte kræver, at man giver afkald på sig selv for en stund. Det kræver, at man, imens den anden taler, slipper sit eget verdensbillede, sine egne idealer, alverdens gode råd, sine presserende opgaver og sine tanker og følelser, så disse ikke står i vejen for det, der bliver sagt. At lytte kræver, at vi for en stund giver slip på os selv.  

Udsigten til virkelig at skulle lytte til et andet menneske kan være skræmmende, for det kræver, at vi tør gå ind i det uforudsigelige. Det kræver, at vi tør slippe alt det velkendte og helt gå op i den anden.

Når alle sikkerhedsseler er fjernet, må vi sætte vor lid til én ting – at der er en enorm forvandlende kraft i ’blot’ at lytte. Overalt i Bibelen ser vi, at enhver form for fattigdom og afmagt tiltrækker Guds nærvær. Sådan er det også med den afmagt og fattigdom, der ligger i virkelig at lytte. Gud er kraftfuldt til stede i vores afmagt, når vi lytter. Han er der, når vi for en stund giver afkald på os selv og alt vort eget - vore egne forestillinger, meninger og gode råd. Og bare lytter.