Blog

04-05-2019

Et af de mest berømte Jesus-citater lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Ét af næstekærlighedens fornemste udtryk er at kunne lytte til andre.

Det er sværere, end man tror, det at lytte til et andet menneske. Langt sværere. Kun de færreste er i stand til virkelig at lytte. At lytte er meget mere end blot at høre de ord, som en anden siger. Oftest hører vi ordene, indtil vi mener nogenlunde at have fattet budskabet. Herefter fortaber vi os i vore egne tanker, ideer og meninger. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vi selv kan bidrage med af erfaringer og gode råd. I det øjeblik, at det sker, så er vi ikke længere hos modparten, men i vort eget univers. Dette kommer bl.a. til udtryk som en heftig trang til at give gode råd, når andre taler. Vi prøver f.eks. at trøste en syg ved at sige, at lægerne nok skal finde en kur. Men det er helt unødvendigt. Behandlingen skal lægerne nok finde ud af. Det, som den syge derimod ønsker, er at blive lyttet til. At blive hørt, rummet og accepteret. At kunne lytte til et andet menneske kræver derfor både en betragtelig indre ro og mod til at udholde lidelse.

At lytte er mere end blot at høre de ord, som bliver sagt. At lytte er både at være åben over for det, som et andet menneske vil sige, og at være til stede med alle sine sanser, så mennesket føler sig fuldstændig forstået og accepteret.

Virkelig at lytte kræver, at man giver afkald på sig selv for en stund. Det kræver, at man, imens den anden taler, slipper sit eget verdensbillede, sine egne idealer, alverdens gode råd, sine presserende opgaver og sine tanker og følelser, så disse ikke står i vejen for det, der bliver sagt. At lytte kræver, at vi for en stund giver slip på os selv.  

Udsigten til virkelig at skulle lytte til et andet menneske kan være skræmmende, for det kræver, at vi tør gå ind i det uforudsigelige. Det kræver, at vi tør slippe alt det velkendte og helt gå op i den anden.

Når alle sikkerhedsseler er fjernet, må vi sætte vor lid til én ting – at der er en enorm forvandlende kraft i ’blot’ at lytte. Overalt i Bibelen ser vi, at enhver form for fattigdom og afmagt tiltrækker Guds nærvær. Sådan er det også med den afmagt og fattigdom, der ligger i virkelig at lytte. Gud er kraftfuldt til stede i vores afmagt, når vi lytter. Han er der, når vi for en stund giver afkald på os selv og alt vort eget - vore egne forestillinger, meninger og gode råd. Og bare lytter.

 

09-02-2019

Den østrigske læge Viktor Frankl sad i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Her gjorde han den afgørende erfaring, at selv forfærdelige hændelser i livet kunne være meningsfulde. Oplevelserne fra koncentrationslejren viste Frankl, at det ikke bare de smukke og gode oplevelser i livet, som mennesker er i stand til at finde en mening i, men også smerten og lidelsen. Menneskets søgen efter mening er en så stor drivkraft i dets liv, at mennesket bliver modløst og frustreret, hvis det fratages muligheden for at finde en mening.

Det moderne erhvervsliv har efterhånden fået øjnene op for, hvor fundamentalt et meningsfyldt liv er. Filosoffen og lederen Morten Albæk skrev sidste år bogen Ét liv, én tid, ét menneske. Hvordan vi glemte at leve et meningsfyldt liv. Her nævner han 4 ’motorer’, som skal være til stede, hvis vi skal føle, at arbejdet giver mening til vort liv. Arbejdet skal have: (1) Et formål, som giver mening for den enkelte, (2) et miljø, som tiltrækker medarbejderne, og etablerer et tilhørsforhold til arbejdet, (3) tilbud om personlig udvikling, der ikke nødvendigvis er det samme som efteruddannelse, og (4) et lederskab, der er i stand til at skabe gode rammer for, at de tre første motorer kan fungere godt.

Også i kirken taler vi om at finde en mening med og i livet, og vi kalder det for noget bestemt. Vi kalder det for ”Guds vilje”. Måske bryder vi os ikke om begrebet ”Guds vilje”, fordi vi altid har troet, at Guds vilje handler om noget, som står i modsætning til vore egne drømme og håb. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Ignatius af Loyola (1491-1556) taler om, at der er et sammenfald mellem Guds vilje og vort hjertes dybeste drømme og længsler. Finder vi vores inderligste drøm, så finder vi også Guds vilje for os. Derfor er det vigtigt, at vi ikke fejer drømme og længsler ind under gulvtæppet som ligegyldige. De er vigtige elementer til at finde mening i livet, og vi skal kigge på dem sammen med Gud. Finder vi vores egen dybeste længsel, så finder vi Guds meningsfyldte drøm for os. Den indeholder et formål med vort liv og vore dage. Den giver os et stærkt tilhørsforhold til andre mennesker og til vores skaber, og den lader os udvikle og udfolde os som dem, Gud har skabt os som, med hver vores evne og potentiale. Finder vi Guds drøm i vores drøm, så har vi fundet meningen.

 

 

30-01-2019

Mange af os har læst skabelsesberetningen fra 1. Mosebog til hudløshed, og vi tror, at vi kender den ud og ind. Men gør vi det? Jeg genlæste for nylig skabelsesberetningen, og én ting sprang mig i øjnene – hvor begejstret Gud er for sin skabning. For hver ny ting, som Gud skaber, står der, hvordan Gud jubler: ”Og Gud så, at det var godt”. Det hele var godt i Guds øjne. Lyset, jorden, planterne, stjernerne, dyrene og menneskene. Og hele historien slutter med ordene: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvorgodt det var” (1. Mos. 1,31).

Kan vi se den barnligt glade Gud for dig i hans skaberglæde? Kan vi læse ordene ”og Gud så, hvor godt det var” som rettet mod os? Kan vi tage imod os selv som en gave fra Gud?

Det er langt fra noget let projekt, og vi kan lære noget af andres erfaringer. Lad os et øjeblik vende blikket mod Ignatius af Loyola (1491-1556). Ignatius oplevede en regulær omvendelse på sit sygeleje, efter at han var blevet såret under slaget i Pamplona. Her slugte han den ene helgenbiografi efter den anden, og begejstret besluttede han sig for at blive en Kristi efterfølger. Han isolerede sig efterfølgende et øde sted, hvor han forsøgte at leve i ekstrem askese og piskede sig selv. Ignatius håbede på denne måde via viljestyrke at blive et andet menneske, et bedre menneske, som Gud kunne bruge. Han kæmpede med ludomani, OCD og narcissisme. Askesen drev på et tidspunkt Ignatius ud på selvmordets rand, for lige lidt hjalp de ekstreme øvelser. Ignatius ramte i sin magtesløshed sin personlige bund, og da gik det op for ham, hvor forfejlet hans vinkel var. Han havde villet ændre og perfektionere den Guds skabning, som han var, frem for at tage imod sig selv som en gave fra Gud. Kun ved at modtage sig selv som en gave kunne Ignatius overgive denne gave til Gud, så han kunne gøre brug af den. Ignatius sammenfatter sin opdagelse i sin berømte overgivelsesbøn, som afslutter De Åndelige Øvelser. Den lyder: ”Tag, Herre, og modtag hele min frihed, mine minder, min forstand og hele min vilje – alt, hvad jeg har, og alt, hvad jeg kalder mit. Du gav mig det, og jeg giver det tilbage til dig, Herre! Det er alt sammen dit. Du må råde over det efter din vilje! Skænk mig blot din kærlighed og din nåde; det er nok for mig”.

Kan du tage imod dig selv som en gave fra Gud?