Blog

04-10-2019

Den græske filosof Sokrates blev af staten anklaget for at fordærve ungdommen ved at opfordre den til at hengive sig til filosofi og eftertænksomhed. Da han stod foren domstolen, holdt han sin berømte forsvarstale, og sagde blandt andet: ”Det uovervejede liv er ikke værd at leve…”. Med dette mente Sokrates, at et liv, præget af hovedløse rutiner, uden nogen refleksion over retning og ønsker, savner substans og indhold. At et liv, uden bevidsthed omkring, hvem jeg er, hvad jeg laver, og hvor jeg er på vej hen, er et tomt liv.

Sokrates er blevet moderne. ”Bevidsthed” er et nøgleord i dag. Mange dyrker mindfulness, som skal øge det bevidste nærvær og opmærksomheden på det, som man er i gang med lige nu og her. Nærvær i nu-et er vigtigt, men vi har også brug for at blive bevidste om det, som har været. Vi har brug for at se tilbage på og ’lukke’ dagen, når den er ved at være slut. At få de vigtigste begivenheder på plads i vores bevidsthed og i vores krop.

Der er flere fordele ved at se tilbage på dagen, når den er ved at være gået. For det første vil vi opdage, hvilke hændelser og mennesker, der virkelig var livgivende for os, og hvilke, der måske kun var det på overfladen. For det andet vil vi efterhånden blive i stand til at gennemskue, hvilke adfærdsmønstre, vi har en tendens til at gentage. Gode såvel som ødelæggende mønstre.

Anonyme Alkoholikere praktiserer et dagligt tilbageblik på den forgangne dag som en del af de 12-trin. 10. trin lyder således: ”Vi fortsatte vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks”. Alkoholikeren i helbredelse er nødt til dagligt at sikre sig, at han eller hun stadig er på rette spor, for at undgå at falde tilbage i gamle mønstre og tilbagefald. Også jesuitternes grundlægger Ignatius af Loyola (1491-1556) ser ideen i en lignende praksis. I sine Åndelige Øvelser præsenterer han ”kærlige tilbageblik på dagen”, som er beskrevet under ”Hvad er bøn” på denne hjemmeside.

Bruger vi 10-15 minutter til ved dagens afslutning at lave det kærlige tilbageblik på dagen, bliver vi bevidste omkring det, som man kan kalde ”vores hjertets bevægelser”. Hvilke tilskyndelser havde jeg i dag? Hvordan handlede jeg på dem? Hvad gjorde det ved mig og ved andre? Hvad var livgivende? Hvad var ikke livgivende? Vænner vi os til denne praksis, og bruger vi lidt tid på den dagligt, bliver vi stadig bedre i stand til at skelne mellem, hvad vi skal sige ja til, og hvad vi skal sige nej til.

Det kærlige tilbageblik på dagen er meget fleksibelt og kan tilpasses din dag. Du kan lave det, når du vil, og hvor du vil. Lav det, når du venter på bussen. Eller i bruseren. Når du lufter hunden, eller i kaffepausen. Du bestemmer selv. Men gør det!

 

21-06-2019

Oprindelig var betegnelsen ”kyniker” en positiv etikette at få sat på sig. Kynikeren var en græsk filosof, der påstod, at frihed er en indre holdning, ikke ydre omstændigheder. I dag betegner ”kyniker” et menneske, der ser på andre menneskers lidelser uden at lade sig påvirke af det.

Vi lever i kynismens tidsalder. Diskussioner på de sociale medier og i den offentlige debat afslører den generelle holdning, at man har lov til at sige hvad som helst når som helst, uanset hvad andre måtte føle og mene. Alt er tilladt, og der er ingen grænser længere. Dagligt drukner vi i information om verdens sande tilstand, men vi zapper væk og går i gang med noget andet og mere underholdende. Ingen af os kan nok sige sig fri. Der bor en kyniker i os alle.

Jesus fortalte engang en tankevækkende historie om kynismen og dens konsekvenser.   Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« (Lk. 16, 19-31).

I historien om den fattige Lazarus og den rige mand sætter Jesus ikke fokus på den rige mands formue, bolig eller fine tøj. Det, der er problematisk for Jesus, er den riges kynisme. Dag efter dag ser han den ludfattige Lazarus ligge ved sin hoveddør, og han er fuldstændig uberørt af synet. Selv efter døden, hvor den rige mand havner i dødsrigets flammehav, behandler han stadig Lazarus som en tjener, der er sat i verden for at tilfredsstille ham og hans familie. ”Sig til Lazarus, at han skal gi’ mig en dråbe vand…”, ”Send Lazarus til mine brødre for at advare dem mens tid er…”. Selv i døden er den rige ikke i stand til at se den fattige Lazarus som et menneske, som en ligeværdig.

Ved første øjekast kan kynismen se ud til at være en behagelig overlevelsesstrategi. Vi gør os hårde over for verden omkring os. ”Sådan er livet”, siger vi, og vender blikket den anden vej. For en stund undertrykker kynismen frygten for, at lidelsen en dag kunne ramme os selv. Men kynismens rare bedøvelse holder ikke. ”Kynisme virker som et lægemiddel og distancerer dig fra andre. Det er et bedøvelsesmiddel, der hjælper dig med ikke at mærke faren omkring dig, indtil dens subtile gift kommer ind i hele dit liv. I første omgang hjalp det dig helt sikkert og hjalp med at grine af din frygt. Men til sidst forgiftede den dig”, har Marcela Serrano sagt.

Vi tror, at kynismen beskytter os, men i virkeligheden æder den os op indefra. Den afskærer os fra det vigtigste af alt her i livet – at få lov til at elske og blive elsket. Dét er kynismens tårnhøje pris: Et kærlighedsløst liv, et Helvede på jorden.

04-05-2019

Et af de mest berømte Jesus-citater lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Ét af næstekærlighedens fornemste udtryk er at kunne lytte til andre.

Det er sværere, end man tror, det at lytte til et andet menneske. Langt sværere. Kun de færreste er i stand til virkelig at lytte. At lytte er meget mere end blot at høre de ord, som en anden siger. Oftest hører vi ordene, indtil vi mener nogenlunde at have fattet budskabet. Herefter fortaber vi os i vore egne tanker, ideer og meninger. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vi selv kan bidrage med af erfaringer og gode råd. I det øjeblik, at det sker, så er vi ikke længere hos modparten, men i vort eget univers. Dette kommer bl.a. til udtryk som en heftig trang til at give gode råd, når andre taler. Vi prøver f.eks. at trøste en syg ved at sige, at lægerne nok skal finde en kur. Men det er helt unødvendigt. Behandlingen skal lægerne nok finde ud af. Det, som den syge derimod ønsker, er at blive lyttet til. At blive hørt, rummet og accepteret. At kunne lytte til et andet menneske kræver derfor både en betragtelig indre ro og mod til at udholde lidelse.

At lytte er mere end blot at høre de ord, som bliver sagt. At lytte er både at være åben over for det, som et andet menneske vil sige, og at være til stede med alle sine sanser, så mennesket føler sig fuldstændig forstået og accepteret.

Virkelig at lytte kræver, at man giver afkald på sig selv for en stund. Det kræver, at man, imens den anden taler, slipper sit eget verdensbillede, sine egne idealer, alverdens gode råd, sine presserende opgaver og sine tanker og følelser, så disse ikke står i vejen for det, der bliver sagt. At lytte kræver, at vi for en stund giver slip på os selv.  

Udsigten til virkelig at skulle lytte til et andet menneske kan være skræmmende, for det kræver, at vi tør gå ind i det uforudsigelige. Det kræver, at vi tør slippe alt det velkendte og helt gå op i den anden.

Når alle sikkerhedsseler er fjernet, må vi sætte vor lid til én ting – at der er en enorm forvandlende kraft i ’blot’ at lytte. Overalt i Bibelen ser vi, at enhver form for fattigdom og afmagt tiltrækker Guds nærvær. Sådan er det også med den afmagt og fattigdom, der ligger i virkelig at lytte. Gud er kraftfuldt til stede i vores afmagt, når vi lytter. Han er der, når vi for en stund giver afkald på os selv og alt vort eget - vore egne forestillinger, meninger og gode råd. Og bare lytter.

 

09-02-2019

Den østrigske læge Viktor Frankl sad i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Her gjorde han den afgørende erfaring, at selv forfærdelige hændelser i livet kunne være meningsfulde. Oplevelserne fra koncentrationslejren viste Frankl, at det ikke bare de smukke og gode oplevelser i livet, som mennesker er i stand til at finde en mening i, men også smerten og lidelsen. Menneskets søgen efter mening er en så stor drivkraft i dets liv, at mennesket bliver modløst og frustreret, hvis det fratages muligheden for at finde en mening.

Det moderne erhvervsliv har efterhånden fået øjnene op for, hvor fundamentalt et meningsfyldt liv er. Filosoffen og lederen Morten Albæk skrev sidste år bogen Ét liv, én tid, ét menneske. Hvordan vi glemte at leve et meningsfyldt liv. Her nævner han 4 ’motorer’, som skal være til stede, hvis vi skal føle, at arbejdet giver mening til vort liv. Arbejdet skal have: (1) Et formål, som giver mening for den enkelte, (2) et miljø, som tiltrækker medarbejderne, og etablerer et tilhørsforhold til arbejdet, (3) tilbud om personlig udvikling, der ikke nødvendigvis er det samme som efteruddannelse, og (4) et lederskab, der er i stand til at skabe gode rammer for, at de tre første motorer kan fungere godt.

Også i kirken taler vi om at finde en mening med og i livet, og vi kalder det for noget bestemt. Vi kalder det for ”Guds vilje”. Måske bryder vi os ikke om begrebet ”Guds vilje”, fordi vi altid har troet, at Guds vilje handler om noget, som står i modsætning til vore egne drømme og håb. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Ignatius af Loyola (1491-1556) taler om, at der er et sammenfald mellem Guds vilje og vort hjertes dybeste drømme og længsler. Finder vi vores inderligste drøm, så finder vi også Guds vilje for os. Derfor er det vigtigt, at vi ikke fejer drømme og længsler ind under gulvtæppet som ligegyldige. De er vigtige elementer til at finde mening i livet, og vi skal kigge på dem sammen med Gud. Finder vi vores egen dybeste længsel, så finder vi Guds meningsfyldte drøm for os. Den indeholder et formål med vort liv og vore dage. Den giver os et stærkt tilhørsforhold til andre mennesker og til vores skaber, og den lader os udvikle og udfolde os som dem, Gud har skabt os som, med hver vores evne og potentiale. Finder vi Guds drøm i vores drøm, så har vi fundet meningen.

 

 

30-01-2019

Mange af os har læst skabelsesberetningen fra 1. Mosebog til hudløshed, og vi tror, at vi kender den ud og ind. Men gør vi det? Jeg genlæste for nylig skabelsesberetningen, og én ting sprang mig i øjnene – hvor begejstret Gud er for sin skabning. For hver ny ting, som Gud skaber, står der, hvordan Gud jubler: ”Og Gud så, at det var godt”. Det hele var godt i Guds øjne. Lyset, jorden, planterne, stjernerne, dyrene og menneskene. Og hele historien slutter med ordene: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvorgodt det var” (1. Mos. 1,31).

Kan vi se den barnligt glade Gud for dig i hans skaberglæde? Kan vi læse ordene ”og Gud så, hvor godt det var” som rettet mod os? Kan vi tage imod os selv som en gave fra Gud?

Det er langt fra noget let projekt, og vi kan lære noget af andres erfaringer. Lad os et øjeblik vende blikket mod Ignatius af Loyola (1491-1556). Ignatius oplevede en regulær omvendelse på sit sygeleje, efter at han var blevet såret under slaget i Pamplona. Her slugte han den ene helgenbiografi efter den anden, og begejstret besluttede han sig for at blive en Kristi efterfølger. Han isolerede sig efterfølgende et øde sted, hvor han forsøgte at leve i ekstrem askese og piskede sig selv. Ignatius håbede på denne måde via viljestyrke at blive et andet menneske, et bedre menneske, som Gud kunne bruge. Han kæmpede med ludomani, OCD og narcissisme. Askesen drev på et tidspunkt Ignatius ud på selvmordets rand, for lige lidt hjalp de ekstreme øvelser. Ignatius ramte i sin magtesløshed sin personlige bund, og da gik det op for ham, hvor forfejlet hans vinkel var. Han havde villet ændre og perfektionere den Guds skabning, som han var, frem for at tage imod sig selv som en gave fra Gud. Kun ved at modtage sig selv som en gave kunne Ignatius overgive denne gave til Gud, så han kunne gøre brug af den. Ignatius sammenfatter sin opdagelse i sin berømte overgivelsesbøn, som afslutter De Åndelige Øvelser. Den lyder: ”Tag, Herre, og modtag hele min frihed, mine minder, min forstand og hele min vilje – alt, hvad jeg har, og alt, hvad jeg kalder mit. Du gav mig det, og jeg giver det tilbage til dig, Herre! Det er alt sammen dit. Du må råde over det efter din vilje! Skænk mig blot din kærlighed og din nåde; det er nok for mig”.

Kan du tage imod dig selv som en gave fra Gud?